Vælg sprog

Christinas Ædelsten

Christina´s ædelsten er altid i den fineste kvalitet og slib. Diamanterne er brillantslebne med kvaliteten: Top Wesselton (F-G) / VVS.

 

ÆDELSTEN

Ametyst er en lilla/violet variant af mineralet kvarts (SiO2). Navnet stammer fra oldgræsk a- (”ikke”) og methustos (”beruset”) og refererer til oldgrækernes og romernes tro på, at ædelstenen beskyttede dem mod beruselse. Den lilla farve skyldes tilstedeværelsen af jern (Fe), muligvis sammen med udsættelse for naturlig radioaktivitet. De største forekomster af ametyst findes i Brasilien, Uruguay, Sydkorea, Østrig, Rusland, Indien, Zambia og USA, hvorfra mineralet også brydes. Ametyst siges at virke beroligende og rensende og den beskytter og giver åndelig kraft. Ametyst er fødselssten for februar.

Farve: Lilla/violet
Krystalstruktur: Trigonal
Hårdhed: 7
Massefylde: 2,65 g/cm3
Brydningsindeks: 1,544 – 1,553


Diamant:

Diamant er den mest populære af alle ædelsten pga. dens enestående optiske og mekaniske egenskaber. Diamant består udelukkende af karbon (C) og navnet kommer fra oldgræsk adámas og betyder uovervindelig. De fleste naturlige diamanter er farveløse, men små defekter eller urenheder kan give diamanter farve fx blå (bor), gul (nitrogen), brun (defekt i krystalgitteret). Diamanter dannes ved høj temperatur og tryk 140 – 190 km inde i Jordens kappe. Magmatisk aktivitet fører diamanterne op nær Jordens overflade, hvor magmaet størkner og bliver til bjergarter som kimberlit og lamproit. I dag kommer ca. 49 % af alle diamanter fra det centrale og sydlige Afrika. Andre store forekomster findes i Australien, Brasilien, Canada, Indien og Rusland. Diamanter siges at kunne forstærke din energi og hjælpe dig med at slippe lyset ind i livet. Diamant er fødselssten for april.

Farve: Farveløs, gullig, grå, brun, (rødlig, blå, grøn, sort).

Krystalstruktur: Kubisk

Hårdhed: 10

Massefylde: 3,50 g/cm3

Brydningsindeks: 2,418

 

Granat:

Granat er en gruppe af mineraler, som siden bronzealderen er blevet brugt som smykkesten og slibemidler. Granat findes i mange farver bl.a. rød, pink, orange, gul, grøn, blå, lilla, brun, sort og farveløs. Rød granat er den mest anvendte i smykker. Granater ses ofte i omdannede bjergarter, men de findes også i nogle granitter, i vulkanske bjergarter samt i kimberlitter. Granater brydes bl.a. i Afrika, Brasilien, Indien, Kina, Rusland, Sri Lanka og USA. Granat siges at øge produktivitet, kreativitet, viljefasthed, styrke, stolthed og succes. Den lærer os den positive betydning af at være magtfuld og giver robusthed. Granat er fødselssten for januar.

Farve: Rød, pink, orange, gul, grøn, blå, lilla, brun, sort, farveløs.

Krystalstruktur: Kubisk

Hårdhed: 6 – 7½

Massefylde: 3,59 – 4,32 g/cm3

Brydningsindeks: 1,714 – 1,887


 

Onyx:

Onyx er en båndet variant af calcedon (agat), som består af en meget fin sammengroning af mineralerne kvarts og moganit. Navnet stammer fra græsk og betyder ”klo” eller ”fingernegl”. Onyx findes i forskellige farver, men sort onyx er den mest populære variant. Den er dog også sjælden, så de fleste sorte onyx ædelsten er kunstigt farvede. Onyx bliver udfældet fra silica-holdige opløsninger og danner derved kanter til hulrum og mineralårer. Onyx siges at fremme objektiv handling, give større kontrol over følelser og lidenskaber samt give åndelig inspiration og sætte os i stand til at se tingene i et større perspektiv. Onyx styrker også hud, hår og negle.

Farve: Varierende

Krystalstruktur: Trigonal/Monoklin

Hårdhed: 6 - 7

Massefylde: 2,65 – 2,67 g/cm3

Brydningsindeks: 1,544 – 1,553

 


Peridot:

Peridot er smykkekvalitets-udgaven af mineralet olivin ((Mg,Fe)2SiO4). Peridot varierer i farve fra gul- til oliven- til brunlig-grøn, hvoraf den mest værdifulde farve er en mørk oliven-grøn. Farven varierer med jernindholdet. Olivin findes ofte i lavaer og det er et af de første mineraler der udfældes fra magmaet i et magmakammer under en vulkan. Olivin findes også i bjergarterne som danner Jordens kappe og mange meteoritter fra rummet indeholder olivin. Olivin er generelt et meget almindeligt mineral, men smykkekvalitets peridot er forholdsvis sjældent. Peridot brydes i Afrika, Australien, Brasilien, Kina, Mexico, Myanmar/Burma, Norge, Parkistan, Sri Lanka og USA. Det siges, at peridot hjælper dig til at se klart i mere end én forstand. Den virker fysisk på øjnene, men arbejder også på hjertet og hjælper dig åndeligt med at se klart. Den hjælper dig til at være positiv. Peridot er fødselssten for august.

Farve: gul-grøn-olivengrøn-brunlig

Krystalstruktur: Orthorhombisk

Hårdhed: 6½ - 7

Massefylde: 3,2 – 4,4 g/cm3 (stiger med jernindholdet)

Brydningsindeks: 1,635 – 1,670


Rosa kvarts:

Rosa kvarts er en lyserød variant af mineralet kvarts (SiO2) - deraf navnet. Farven skyldes en mikroskopisk fordeling af nåle af mineralet rutil og/eller tilstedeværelsen af titan. Rosa kvarts findes sjældent som fine krystaller men derimod på massiv form. Derfor bruges ædelstenen også ofte til at udskære figurer ud af. Rosa kvarts brydes hovedsageligt i Brasilien og USA. Rosa kvarts er kendt som kærlighedsstenen. Den fremmer kærligheden omkring dig og giver tryghed, ro og harmoni.

Farve: Lyserød

Krystalstruktur: Trigonal

Hårdhed: 7

Massefylde: 2,65 g/cm3

Brydningsindeks: 1,544 – 1,553

 

 

Røg kvarts:

Røg kvarts er en brun-grå til sort variant af mineralet kvarts (SiO2). Farven skyldes sandsynligvis tilstedeværelsen af aluminium i krystalgitteret samt naturlig radioaktiv bestråling. Røg kvarts er et meget almindeligt mineral, som findes over det meste af verden. De vigtigste forekomster findes i Australien, Brasilien, Madagaskar, Mozambique, Skotland, Schweiz og USA. Røg kvarts symboliserer renselse. Den renser os for enhver urenhed psykisk som fysisk. Røgkvarts er derfor velegnet til at rense os for negative tanker og følelser samt angst og depression.

Farve: Grå, brun, sort

Krystalstruktur: Trigonal

Hårdhed: 7

Massefylde: 2,65 g/cm3

Brydningsindeks: 1,544 – 1,553




Safir:

Safir er smykkekvalitets-udgaven af mineralet korund (Al2O3). Navnet stammer fra græsk sappheirosog betyder ”blå sten”. Safir kan have alle farver på nær rød og farverne skyldes indbygning af små mængder af andre grundstoffer som jern, titanium, krom, kobber og magnesium. Den mest efterspurgte farve er den Kashmir blå safir. Safir findes i bjergarter som marmor, gnejs og skiffer. Store krystaller kan dannes i mineralgange i bjergarter og safir kan også findes i flodaflejret sand og grus. Safir brydes i en lang række lande heriblandt Afrika, Australien, Indien, Kina, Myanmar/Burma, Sri Lanka og USA. Safir repræsenterer sjælens renhed. Ifølge overtroen skulle en safir kunne beskytte mod slanger, kurere øjensygdomme, feber, hysteri og giftangreb. Safir er fødselssten for september.

Farve: Alle farver undtagen rød

Krystalstruktur: Trigonal

Hårdhed: 9

Massefylde: 3,98 – 4,02 g/cm3

Brydningsindeks: 1,760 – 1,772

 

Topas:

Topas (Al2[SiO4](OH,F)2) har været en højt prissat ædelsten i årtusinder. Den findes i flere farver bl.a. hvid, gul, rosa, rød, grøn, blå og farveløs. Navnet topas kommer fra græsk Topázios/Topásion, som er det gamle navn på øen St. John’s Island i Det Røde Hav, hvor man troede, at man fandt topas for første gang. Ordet topas betyder ”varme” eller ”ild”. Topas findes typisk i bjergarter som granit og rhyolit og i mineralgange og hulrum i disse bjergarter. Ædelstenen findes bl.a. i Australien, Brasilien, Mellemøsten, Norge, Rusland, Sverige, Tyskland og USA. Topas siges at kunne styrke modstandskraften mod udefra kommende påvirkninger af fremmede personer. Orange topas er den traditionelle fødselssten for november.


Farve: Farveløs, hvid, gul, orange, rosa, lysegrå, grøn, rød, blå.

Krystalstruktur: Orthorhombisk

Hårdhed: 8

Massefylde: 3,49 – 3,57 g/cm3

Brydningsindeks: 1,606 – 1,644

 


Tsavorit:

Tsavorit er en variant af mineralet grossular (Ca3Al2Si3O12), som tilhører gruppen af granater. Navnet kommer fra Tsavo National Park i Kenya, som er det eneste sted udover Madagascar, hvor ædelstenen er fundet. Den grønne farve skyldes små mængder vanadium eller krom. Tsavorit dannes specielt ved metamorfose (omdannelse) af urene kalkholdige bjergarter som mergel og skifer. Granat siges at øge produktivitet, kreativitet, viljefasthed, styrke, stolthed og succes. Den lærer os den positive betydning af at være magtfuld og giver robusthed. Granat er fødselssten for januar.

Farve: Grøn

Krystalstruktur: Kubisk

Hårdhed: 6 – 7½

Massefylde: 3,59 g/cm3

Brydningsindeks: 1,734

 

Guld:

Guld er et tungt, blødt, skinnende og bearbejdeligt ædelmetal, som har det kemiske symbol Au. Au kommer fra Latin aurum og betyder ”glød af solopgang”. Guld findes typisk på ren form som korn eller klumper i bjergarter, mineralårer og flodaflejringer. Rent guld er for blødt til smykker og derfor legeres guld typisk med andre metaller hvorved hårdheden øges. Verdens største producenter af guld er Kina og Sydafrika. Andre store producenter er Australien, Peru, Rusland og USA. Guld symboliserer bl.a. styrke, velstand, glæde, kærlighed, optimisme, intelligens og retfærdighed.

Farve: Guld

Krystalstruktur: Kubisk

Hårdhed: 2½ - 3

Massefylde: 19,3 g/cm3

 


Sølv:

Sølv er et blødt, skinnende ædelmetal med den kemiske formel Ag. Ag kommer fra græsk árguros og Latin argentumog betyder ”hvid” eller ”skinnende”. Sølv findes typisk på ren form, som en legering med guld og andre metaller og i malmårer som indeholder svovl, arsen, nikkel, antimon eller klor. Smykker er traditionelt fremstillet af sterlingsølv, en legering som består af 92,5 % sølv og 7,5 % kobber. Sølv produceres primært som et biprodukt ved kobber-, guld-, bly- og zink-raffinering. De største producenter er Australien, Bolivia, Chile, Kina, Mexico, Peru, Polen og Serbien. Sølv symboliserer månen, stor styrke, velstand og menes at have en rensende kraft.

Farve: Sølv

Krystalstruktur: Kubisk

Hårdhed: 2½ - 3

Massefylde: 10 - 11 g/cm3

 


Ferskvandsperle:

Ferskvandsperler er perler som er dannet af ferskvandsmuslinger. Perler består af perlemor som er aflejret som koncentriske lag omkring en kerne. Naturlige perler er ekstremt sjældne og er derfor også de mest værdifulde. I dag dyrkes de fleste perler på såkaldte perlefarme, hvor et eller flere små stykker væv placeres forsigtigt i en musling, hvorefter muslingen på naturlig vis danner en perle omkring vævet. Herefter ”høstes” de dannede perler og processen gentages. Denne teknik stammer oprindeligt fra Japan, men i dag produceres stort set alle ferskvandsperler i Kina. Perler har gennem flere århundreder været værdsat som smykkesten og ordet perle er blevet symbol på noget meget sjældent, fint, beundringsværdigt og værdifuldt.

 


Perlemor:

Perlemor er det materiale, som nogle muslinger danner på indersiden af deres skaller. Navnet kommer fra Latin perlarum mater. Perlemor er opbygget af små plader aragonit (et kalk-mineral) adskilt af et organisk materiale. Perlemor er stærkt, modstandsdygtigt og det skifter farve alt efter syns- og belysningsvinklen. Perlemor udvindes typisk fra perle-østers og ferskvandsperle-muslinger og produktionen foregår hovedsageligt i Asien og Australien.